Nyt Legoland skal åbne i Sydkorea i 2022

2019-01-07

Merlin Entertainments, som blandt andet står for driften af Legoland-parkerne, vil åbne en forlystelsespark centreret omkring de ikoniske danske klodser i Sydkorea. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Forlystelsesparken skal ligge på øen Hajungdo i Chunchen, som ligger en times kørsel øst for Seoul. Den skal efter planen åbne i 2022 og ventes at koste 205 mio. pund svarende til 1,34 mia. kroner, hvoraf 148 mio. pund vil komme fra Merlin Enterntainments, mens den resterende del vil blive betalt af Gangwon-provinsen, hvor parken skal ligge.

Det vil blive den 10. Legoland-park i verden, oplyser Merlin Entertainments, som desuden kan fortælle, at man er i "fremskredne forhandlinger" med tredjeparter om at åbne flere parker i Kina.

Mads Oddershede
Nyhedsbureauet Finwire